Nyheder

Ingredienser skaber vækst i Danmark
Berlingske, Business, den 12. april 2012, side 4
Danmark er verdens førende inden for fødevareingredienser. Danske virksomheder sidder på næsten 20 pct. af verdensmarkedet. Men det kniber for nye virksomheder at få fodfæste på grund af manglende risikovillighed og frygt for genmodificering. Ingrediensbranchen i DI ser også frygten for genmodificerede produkter som en udfordring for ingrediensindustrien. ”Det er en svær diskussion at tage, men ude omkring i verden deler man ikke den danske bekymring. De danske ingrediensvirksomheder opererer globalt, så for dem har det ikke nødvendigvis den store betydning, at man herhjemme er fodslæbende på området. Det er Danmark som samfund, der bliver ramt, når vi går glip af investeringer og arbejdspladser, og det betyder, at vi på nogle felter kan se, at vores forspring bliver indhentet”, siger konsulent med ansvar for Ingrediensforum hos DI Fødevarer, Mie Lauritzen.

BASF åbner verdens største mentolfabrik
Ing.dk, den 3. april 2012, kl. 14:02
Der er myntesmag og -duft i alt fra tandpasta og håndkøbsmedicin til te og kager. Så det kræver enorme mængder af syntetisk mentol - 20.000 ton årligt - som blandt andet fremstilles af verdens største kemikalieproducent BASF. Til sommer åbner den tyske virksomhed derfor en ny fabrik i Ludwigshafen, der bliver den største fabrik til produktion af mentol i verden. BASF ønsker dog hverken at oplyse om omfang eller kapacitet. I dag er markedet for syntetisk mentol domineret af virksomhederne Symrise og Takasago, som tilsammen producerer 5.000 ton om året.


Arla fordobler salg af ægge- erstatning
Børsen, den 4. april 2012, side 7
Mens mange fødevareproducenter kæmper med de store prishop på æg, jubler de i ingrediensforretningen i mejerigiganten Arla Foods. Her opjusterer de nu salgsforventningerne til mælkeproteiner, der kan erstatte æg som ingrediens, med 100 pct. “Før de aktuelle prisstigninger på æg kunne man spare 15-20 pct. ved at skifte over. Den besparelse er blevet væsentligt større nu, måske 30 pct. besparelse, og det får flere folk til at skifte,” siger Henrik Andersen, direktør for Arla Foods Ingredients.


Chr. Hansen vil gøre lette yoghurter fede i smagen
Ing.dk, den 29. februar 2012, kl. 08:58
Lette yoghurtprodukter er blevet sprøjtet ud på supermarkedernes hylder de seneste fem år. Alligevel repræsenterer dette varesegment stadig under 20 procent af det totale yoghurtforbrug i verden, som ifølge Chr. Hansen er på 20 millioner ton – eller hvad der svarer til tre-fire kg om året for hvert eneste menneske på Jorden. ”Når andelen af yoghurt med reduceret fedt ikke er vokset hurtigere, er det ganske enkelt, fordi kvaliteten ikke har været god nok. Forbrugerne nægter at acceptere en dårlig smag eller en tynd og slasket fornemmelse i munden, ligegyldigt hvor sundt produkt så end måtte være,” mener marketingchef for yoghurtkulturer hos Chr. Hansen Morten Boesen. Derfor har den danske ingrediensvirksomhed i to år arbejdet på at udvikle en kultur, der rammer markedets store tendenser: Yoghurten skal være fedtfattig og den skal være 'lækker'.

Tom Knutzen til schweizisk ingredienskoncern
Epn.dk, den 1. februar 2012, kl. 07:46
Den tidligere Danisco-topchef bliver ny topchef for den schweiziske ingrediensproducent Jungbunzlauer. Jungbunzlauer laver biobaserede ingredienser og er bl.a. verdens største inden for organisk citronsyre. Produkterne bruges eksempelvis i føde- og drikkevarer, som blødgørere i plastmaterialer og som ingrediens i vaskemidler. Virksomheden går dermed i store træk efter de samme kundesegmenter, som Danisco gjorde, uden dog at være konkurrent til Danisco.

UGENS AKTIE: Tilbage på børsen i topform
Morgenavisen Jyllands-Posten, Erhverv, den 23. januar 2012, side 15
Chr. Hansen Holding er nok det bedste eksempel i Danmark på, at kapitalfondenes virke ikke alene går ud på at købe et selskab til "overkurs", strippe det for værdier og derefter føre det tilbage på børsen til en endnu større "overkurs". Da Chr. Hansen tidligere på måneden aflagde et i øvrigt nydeligt kvartalsregnskab for 1. kvartal i det skæve regnskabsår, vakte nyheden om, at Novo A/ S køber kapitalfonden PAI's aktiepost på 25,66 pct., jubel blandt investorerne. Netop et element som aktionærsammensætning, herunder likviditet i aktien, og også "kvaliteten" af de dominerende ejere spiller en vigtig rolle i risikovurderingen. Chr. Hansen blev ført tilbage på børsen med et toptrimmet produktionsapparat, ligesom produktporteføljen var soigneret og optimeret. Med en stigning i omsætningen på 12 pct. til 168 mio. euro og en fremgang i resultatet af primær drift, EBIT, på hele 20 pct. til 41 mio. euro overgik Chr. Hansen Holding da også analytikernes såkaldte konsensusforventningerne for udviklingen i 1. kvartal. Alligevel fastholdt ledelsen sine udmeldinger for året, hvilket mange vurderer, er et udtryk for en høflig beskedenhed fra en ledelse, som nyder stor tillid i aktiemarkedet. Yderligere en attraktion, som investorerne har lært at sætte pris på.

Bakterier har indflydelse på din vægt
Bt.dk, den 11. januar 2012, kl. 13:00
Forskere har nu fundet ud af, hvilken betydning bakterier i vores tarme har, og at det kan have stor indflydelse på vores vægt. Det er så vigtigt et forskningsresultat, at det naturvidenskabelige tidsskrift Science regner det blandt de ti største opdagelser i 2011. "Det åbner muligheden for, at man måske kan manipulere med sammensætningen af tarmbakterierne, så vi bliver raskere og tyndere. Det er formentlig ikke nok at give en eller to bakterier, men man skal give en kombination af mange bakterier, så miljøet i tarmen ændres", siger Torben Hansen, professor på metabolismecentret ved Københavns Universitet, der fra marts indleder et fire-årigt projekt, der skal undersøge tarmbakteriers indflydelse på fedme hos børn. Rent faktisk har vi hele 1,5 kg bakterier i tarmen, der fungerer som et vigtigt organ for os. Og måske endnu vigtigere end vi havde regnet med. Derfor sparkes der nu gang i flere danske forskningsprojekter. "Får man forkerte bakterier ind i tarmen, giver det ubalance. Og hvis der er ubalance i tarmen, er det dårligt for kroppen. Ukorrekt sammensætning af tarmbakterier kan give diarré, og kan formentlig have en sammenhæng med tarmkræft og altså også fedme", siger Torben Hansen. Også på DTU – Danmarks Tekniske Universitet – påbegyndes snart et større forskningsprojekt vedrørende fødevares indflydelse på bakterierne i tarmen. Selv om vi allerede har lidt viden om tarmbakteriernes virkning, så er det hele stadig meget komplekst. "Endnu ved vi kun lidt om, hvad det betyder at ændre sammensætningen af bakterier i tarmen. Derfor prøver vi at få en større forståelse for dette", siger forskningsleder og professor Tine Rask Licht fra DTUs fødevareinstitut.

Danmark slipper for gensplejsede kartofler
Epn.dk, den 16. januar 2012, kl. 18:58
En af verdens største kemikaliekoncerner, BASF, indstiller nu sine planer om at udvikle og sælge gensplejsede afgrøder til Europa. Det skyldes modstand fra europæiske forbrugere, politikere og landmænd, skriver koncernen i en pressemeddelelse. Når det kommer til gensplejsede afgrøder, vil den tyskbaserede BASF-koncern fremover fokusere på de "attraktive markeder" i Nord- og Sydamerika, hedder det i pressemeddelelsen.  ”Vi er overbeviste om, at bioteknologi for planter er en nøgleteknologi i det 21. århundrede”, udtaler bestyrelsesmedlem i BASF Stefan Marcinowski. ”Men der er stadig en mangel på accept over for den denne teknologi i mange dele af Europa: Fra flertallet af forbrugere, landmænd og politikere”, tilføjer han. BASF vil lukke sine afdelinger i tyske Gatersleben og svenske Svalöv og rykke sit hovedkvarter for gmo-forskning til delstaten North Carolina i USA.

Kødkoncern vil vokse via opkøb
Børsen, den 12. januar 2012, side 10
Den internationale kødkoncern BHJ Gruppen A/S med hovedsæde i Gråsten er i fuld gang med at ruste sig til at blive større. Midler i den proces vil være organisk vækst, etablering af alliancer, joint ventures samt opkøb af virksomheder. “Virksomheden skal vokse de næste fem år. Omsætningen og indtjeningen skal op. På indtjeningen går vi efter en fordobling i løbet af de næste fem år,” siger den 60-årige Vilhelm Hald-Christensen. Han har netop forladt posten som adm. direktør for BHJ Gruppen A/S efter 22 år i Gråsten. I stedet bliver han europæisk business development director med fokus på strategisk forretningsudvikling med domicil i Luxembourg for koncernens amerikanske ejer, The Lauridsen Group Inc., Iowa, USA. Samtidig har Vilhelm Hald-Christensen overtaget posten som bestyrelsesformand i BHJ Gruppen.

Dansk aktie var den mest stigende i europæisk indeks
Politiken, Økonomi, den 12. januar 2012, side 12
For investorerne i Chr. Hansen var det entydigt en god dag på aktiemarkedet. Aktien endte i toppen af ikke bare det danske marked, men var også den mest stigende aktie i det brede europæiske indeks Stoxx 600. Årsagen var, at Novo Nordisk Fonden har købt PAI Partners' 25,66 pct. af selskabet. Det samlede C20-indeks endte 1 pct. lavere i 402,1. Novo understregede, at der ikke kommer et købstilbud til de øvrige Chr. Hansen-aktionærer, men købet var ikke desto mindre kursunderstøttende, da truslen om forestående aktiesalg fra PAI Partners længe har holdt aktien nede. Chr. Hansen offentliggjorde et kvartalsregnskab, der levede op til forventningerne, men det blev i den grad overskygget af nyheden om Novos indtog i aktien. Chr. Hansen-aktien rundede dagen af med en stigning på knap 10 pct. til kurs 135,1. Vestas endte 2,9 pct. højere i kurs 63, dagen før koncernchef Ditlev Engel offentliggør den bebudede plan for omfattende organisationsændringer.


Chr. Hansen satser stort på nyt juiceprodukt
Børsen, den 12. januar 2012, side 6
Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen tager nu et stort skridt ind på det globale milliardmarked for juice på køl. Det sker med en ny probiotisk kultur, der hedder “L.casei 431 Juice”, som Chr. Hansen forventer sig stor indtjening fra i fremtiden. Probiotika er levende mikroorganismer, som har en sundhedsfremmende effekt, eks. er der probiotika, der er godt for maven og andre, der er gode for immunforsvaret. Chr. Hansens nye probiotika til juice styrker det menneskelige immunforsvar. Det retter sig mod både citrus-, æble-, bær- og grøntsagsjuice. “Vi har udviklet et nyt produkt og en ny metode, der gør, at mikroorganismerne kan overleve længere i afkølet juice. Det er et ret nyt marked for os, som vi venter os meget af,” siger Marie Brenøe, der er marketingchef for probiotiske kulturer i Chr. Hansen. Det globale juicemarked antog i 2009 64 milliarder liter og en estimeret markedsværdi på 70 mia. dollar ifølge tal fra Datamonitor. “Markedet for juice på køl er omkring 10 pct. af det samlede marked, og vi håber at blive en betydelig aktør på markedet for probiotisk juice på køl,” siger Marie Brenøe. 

Novo-boss fastholder selvstændige enheder
Epn.dk, den 11. januar 2012, kl. 15:11
Novozymes og Chr. Hansen får ikke en fælles front i konkurrencen på verdensmarkedet. Novozymes og Chr. Hansen har fælles udgangspunkt i den teknologibase, som virksomhederne bruger til at fremstille deres produkter. Og nu har de to koncerner også fælles hovedaktionær, efter Novo A/S' overtagelse af knap 26 pct. af kapitalen i Chr. Hansen. Men det betyder ikke en fælles front i konkurrencen på verdensmarkedet. Det fastslår administrerende direktør i Novo A/S Henrik Gürtler. ”Der ikke er noget i kortene om, at de to firmaer skal slås sammen”, understreger Henrik Gürtler over for Ritzau Finans.


Bakterier har indflydelse på din vægt
Bt.dk, den 11. januar 2012, kl. 13:00
Forskere har nu fundet ud af, hvilken betydning bakterier i vores tarme har, og at det kan have stor indflydelse på vores vægt. Det er så vigtigt et forskningsresultat, at det naturvidenskabelige tidsskrift Science regner det blandt de ti største opdagelser i 2011. Indtil videre er det museforsøg, der viser tarmbakteriernes rolle. Den samme fremgangsmåde har hollandske forskere forsøgt sig med på overvægtige unge mænd. Resultatet fremlagde de for et år siden, og her var der også en forbedring i sundheden hos dem med tarmbakterier fra tynde mennesker i forhold til dem med bakterier fra overvægtige. ”Det åbner muligheden for, at man måske kan manipulere med sammensætningen af tarmbakterierne, så vi bliver raskere og tyndere. Det er formentlig ikke nok at give en eller to bakterier, men man skal give en kombination af mange bakterier, så miljøet i tarmen ændres”, siger Torben Hansen, professor på metabolismecentret ved Københavns Universitet. Vores egne tarmbakterier er lige så unikke som vores dna og bestemmes af vores gener og kost. Selv om den nuværende viden om tarmbakterier er begrænset, kan man gøre noget selv. ”Vi ved, det er muligt at lave ændringer i kosten, der kan have indflydelse på tarmbakterierne. Det handler om at spise grove kulhydrater, som ikke så nemt nedbrydes af kroppen. Derfor kommer de helt ned i tarmen, hvor de så kan influere på bakterierne og give en positiv effekt”, siger Tine Rask Licht.


Chr. Hansen og ECB i fokus
Børsen, Investor, den 9. januar 2012, side 11
Onsdag præsenterer Chr. Hansen, der er blandt verdens førende producenter af fødevareingredienser, årets første kvartalsregnskab. Selskabet var i 2011 blandt de mest stabile aktier i C20, og netop denne robusthed, forventer Jens Houe Thomsen, aktieanalytiker i Jyske Bank, vil afspejle sig i regnskabet. “Jeg er meget fortrøstningsfuld omkring regnskabet og forventer, at Chr. Hansen fastholder forventningerne til året. I selskabets kerneforretning, kulturer og enzymer forventer jeg en fremgang,” siger han.


2011 blev et rædsels år for C20-indekset.
Børsen, Investor, den 2. januar 2012, side 6-7
Som et af de eneste selskaber i C20 er den forholdsvis nytilkomne enzymproducent Chr. Hansen kommet ud af 2011 med et kursmæssigt plus på 9,6 pct. Der har dog også været markante nedture for Chr. Hansen, bl.a. den 17. november, hvor den tidligere eneejer og nu hovedaktionær PAI Partners solgte endnu en stor luns af sine aktier i det danske selskab gennem investeringsselskabet Financiére Star 1. Dermed minimerede den franske kapitalfond sin ejerandel til 26,1 pct. Fra 37,4 pct. og sidder nu tilbage med 36 mio. i aktier. Udsalget fik kursen til at dykke med 4,4 pct.


Ingrediensfirma fortsat en attraktiv investering
Børsen, den 19. december 2011, side 10
Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen Holding har siden børsnoteringen for halvandet år siden klaret sig relativt godt på aktiemarkedet. “Chr. Hansen er en aktie med mange attraktive defensive træk, hvor investorerne godt kan se, at selskabet er eksponeret over for nogle positive langsigtede trends inden for fødevarer,” siger aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, der har en overvægts-anbefaling på aktien. Generelt er analytikerne positive på aktien, hvor det fra Bloomberg fremgår, at 13 ud af 16 analytikere, der dækker aktien, anbefaler investorerne at købe den.
“Chr. Hansen er en langsigtet stabil væksthistorie med en stigende global efterspørgsel efter sundere fødevarer som eksempelvis naturlige farvestoffer og probiotiske kulturer i produkter som yoghurt. Da selskabet er global markedsleder på de fleste af deres markeder, står de til at kunne udnytte denne situation fremover,” forklarer senioranalytiker Jens Houe Thomsen fra Jyske Bank.

Ud over stabiliteten og vækstperspektiverne er Chr. Hansen samtidig en utrolig lønsom virksomhed med vigtige kunderelationer. “Den del af ingrediensmarkedet for fødevarer, som Chr. Hansen henvender sig til, er speciel i den forstand, at kunderne efterspørger skræddersyede løsninger til deres produkter. Derfor er det vigtigste parameter i konkurrencen den viden, Chr. Hansen ligger inde med om processerne hos kunderne, og hvordan de sammen opnår det bedste resultat,” forklarer Morten Imsgard og fortsætter: “I den forbindelse er det svært for nye konkurrenter at komme ind på markedet, og specielt blandt de største kunder er forholdene præget af strategiske langtidssamarbejder, der sikrer kontinuitet og stabilitet”.

 Chr . Hansens vækst uberørt af krisen
Berlingske, Business, den 5. december 2011, side 17
Fokusering på udnyttelse af den teknologiske førerposition inden for en niche i naturlige fødevareingredienser er linjen i Chr . Hansens strategi. Fremadrettet satses der på udvidelse af det probiotiske område, dvs. udnyttelse af mælkesyrebakterier mv. til at forbedre sundheden og fordøjelsen for mennesker og visse husdyr. Mulighederne for vækst med tilhørende høj indtjening er lovende, men EU-krav til dokumentation for positive virkninger kræver en stor indsats. Indtægterne forsinkes dermed men vil til gengæld være beskyttet mod direkte konkurrence.
Selskabet vendte tilbage til børsmarkedet i juni 2010 efter fem år med ejerskabet placeret hos en kapitalfond. Koncentration af aktiviteten og effektivitetsforbedring var på programmet i denne fase, og fremgangen i indtjeningen har fortsat rygvind fra opstramningen.
Til gengæld var selskabet i disse år tynget af en stor gældsbyrde, men kapitaltilførslen ved børsintroduktionen har normaliseret finansieringen. Nettogælden er nået ned på 348 mio. euro, svarende til tre års overskud.
Væksten generes ikke alvorligt af den matte økonomi i mange lande, hvor de gamle I-lande jo er havnet i en periode med stagnation.
Efterspørgslen udvikler sig positivt både i de modne markeder og via stigende indkomst i de fleste nye økonomier. I disse lande betyder byudviklingen et skift fra selvforsyning på landet til køb af flere forarbejdede fødevarer. Det gavner en underleverandør som Chr . Hansen. Forbrugerne viser samtidig stor interesse for at købe sunde madvarer og kosttilskud med mulighed for positiv indflydelse på helbredet. Ideen i forebyggelse vinder støt og roligt frem. Avancen er god, da prisen har mindre betydning, så fødevareudbyderne er ivrige for at komme først med nye produkter med positive egenskaber. I det seneste regnskabsår er væksten opgjort til ti procent korrigeret for prishoppet på farvestoffer, der trak den samlede stigning helt op på 14 procent. Den underliggende vækst forventes i 2011/ 12 at blive på syv til ti procent, mens der for det naturlige, røde farvestof karmin nu ses et tilbagefald i prisen. Udsvingene ser ikke ud til at have ramt selve forretningen men alene avanceprocenten.


Chr . Hansen , Danske Bank og kapitalfondene
Berlingske, Business, den 28. november 2011, side 16
I den seneste uge er der kun tre aktier, som har leveret fremgang på AktieUgebrevets Aktiebarometer, mens der var tilbagegang i elleve aktier. Men på trods af det tilsyneladende negative billede er der alligevel to selskaber, som er interessante lige nu.

Det drejer sig om Danske Bank og Chr. Hansen, som har det tilfælles, at deres aktiekurser lige nu er påvirket af meget store investorers fremtidsplaner.

For Danske Banks vedkommende blev det i sidste uge afsløret, at den store svenske fond Cevian Capital har købt lidt over fem procent af aktiekapitalen i banken. Det må give gåsehud i bestyrelseslokalet hos Danske Bank , da Cevian Capital er kendt for at gå til angreb på selskaber, som de mener ikke ledes godt nok til at give aktionærerne det optimale afkast af deres investering.

For Chr. Hansens vedkommende var situationen næsten den modsatte. Her dykkede kursen efter et stort udsalg fra selskabets hovedaktionær. Det var der dog ikke noget problematisk i, da hovedaktionæren er en kapitalfond, som har et erklæret mål om ikke at være ejer af et selskab i lang tid.

Salget var derfor helt naturligt og kan have den positive effekt, at der kommer mere styr på de langsigtede ejerforhold i Chr. Hansen.

Det bør påvirke kursen positivt, og dermed er Chr. Hansen også en interessant investeringsmulighed på både kort og langt sigt.


BHJ A/S gennemfører generationsskifte
Food-supply.dk, den 21. november 2011
Vilhelm Hald-Christensen vælger efter 22 år at fratræde sin stilling som CEO og President og tiltræder i stedet hvervet som europæisk Business Development Director med fokus på strategisk forretningsudvikling med domicil i Luxembourg for BHJs amerikanske ejer The Lauridsen Group Inc. Samtidig indtræder Vilhelm Hald-Christensen som ny bestyrelsesformand hos BHJ A/S, der i dag er strategisk partner for nogle af verdens førende fødevare- og pet food-virksomheder.

Ved årsskiftet træder også Senior Vice President Ove Hansen tilbage efter 42 år hos BHJ A/S. Ove Hansen har siden grundlæggelsen af virksomheden i Gråsten i 1969 været omdrejningspunkt for udviklingen af BHJs foder- og pet-food-aktiviteter. Han vil fremover være tilknyttet BHJ som Senior Advicer inden for nye forretningsområder.

BHJ vil fremover udvikle forretningen i to selvstændige enheder Ingredients og Meat and by-products.

Senior Vice President Asger S. Jacobsen udnævnes i den forbindelse til CEO og President for Ingredients, mens Vice President Torben T. Matzen udnævnes til CEO og President for Meat and by-products. CFO og Executive Vice President Bjarne Hansen fortsætter uændret i sin funktion og vil i samarbejde med de to øvrige udgøre den nye direktion med ansvar for BHJs fortsatte globale udvikling.

- Med udnævnelsen af Asger S. Jacobsen og Torben T. Matzen etablerer vi et dynamisk ledelsesteam som sammen med Bjarne Hansen vil sikre, at vi fortsat udvikler BHJ-koncernenbaseret på de stærke værdier og spidskompetencer som har skabt vores globale tilstedeværelse.

- Samtidig understreger vi, at BHJ som markedsleder inden for fremstilling og salg af produkter til kød-, foder- og pet-food industrien fremover udvikler vores strategiske partnerskaber med afsæt i de to selvstændige forrretningsområder Ingredients og Meat and by-products, udtaler afgående CEO og President Vilhelm Hald-Christensen.

Den nye direktion overtager ansvaret for BHJ A/S fra og med 1. januar 2012.


40 mio. kr. til fødevareforskning
http://www.fvm.dk/Default.aspx?ID=18486&PID=399502&NewsID=6755&Action=1
 
Alle Folketingets partier står bag fordeling af pulje til forskning og innovation på finansloven for 2012. Det giver 40 mio. til strategisk fødevareforskning.
 
Fødevarer er et af tre prioriterede områder i en ny aftale om fordeling af forskningsreserven. Aftalen vil kunne øge den danske styrkeposition på fødevareområdet.

 - "Jeg er meget glad for, at der er så bred politisk enighed om, at fødevarer skal prioriteres højt, når vi skal fokusere den strategiske forskning. Fødevaresektoren i Danmark har et stort potentiale for videnbaseret vækst – både lokal og globalt," siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Verdens stigende befolkningstal medfører en øget efterspørgsel efter fødevarer med større pres på naturressourcerne. Det skærper behovet for produktion af sunde kvalitetsfødevarer og foder med minimale miljøpåvirkninger. Det skal forskningen være med til at finde svarene på.

- "Jeg har store forhåbninger til, at forskningen kan bidrage med løsninger til en grøn omstilling af fødevaresektoren. Det er en god investering i fremtiden, som kan styrke dansk konkurrenceevne og vækst", siger fødevareminister Mette Gjerskov.

De to øvrige strategiske indsatsområder er miljøteknologi og fremtidens energisystemer, som er tildelt henholdsvis 40 mio. kr. og 120 mio. kr.

Puljen på knap en milliard er i øvrigt fordelt mellem basisforskning på universiteter og sektorforskningsinstitutioner, forskningsråd og Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram.
En del af disse øvrige midler fra puljen vil også kunne prioriteres til fødevareområdet.

Innovation og grøn omstilling
Jyllands-Posten 17. november 2011, s. 24 Kronik af Bernhard Palsson, professor, Center for Biosustainability på DTU og Steen Riisgaard, direktør, Novozymes A/S

I de områder, hvor vi forsker, skal vi være i verdensklasse, hvis vi som nation skal kunne bidrage til - og tjene penge på - den grønne omstilling, som kloden skal igennem.
Et lille land som Danmark har også størst sandsynlighed for at skabe vækst og innovation ved at fokusere den offentlige forskning og rammebetingelserne dér, hvor Danmark forvejen har skabt en fødekæde af stærke forskningsmæssige kompetencer og industrier. Kun ved at skabe grundlag for at kunne konkurrere med de bedste i verden, skaber vi maksimalt afkast af de penge, der bliver brugt på forskning i Danmark. I Danmark har vi over generationer opbygget den viden og teknologi, som udgør fundamentet i vores landbrugsklynge. Klyngen omsætter årligt for mere end 100 milliarder kroner, og den betegnes som verdens mest avancerede og diversificerede klynge. Store succesfulde virksomheder som Arla Foods, Carlsberg, Chr. Hansen, Novo Nordisk og Novozymes har alle deres udspring hér. Inden for netop dette område har vi gode muligheder for at lave dyb innovation på grund af vores meget forskellige og bredt forankrede kompetencer på universiteter, i virksomheder og i landbrugssektoren. Bioteknologi er en del af denne klynge og desuden en dansk kompetence i verdensklasse.
Den amerikanske kemigigant Duponts køb af Danisco tidligere på året er et eksempel på, at den danske viden og kompetence inden for området er milliarder af kroner værd.

Et stærkt bud på, hvordan man kan arbejde med dyb grøn innovation , er et nyåbnet forskningscenter ved DTU, hvor Novo Nordisk Fonden i december 2010 donerede 700 millioner kroner til etablering af Center for Biosustainability.

Chr. Hansen viser børsvejen
Børsen, den 4. november 2011, side 10-11
Vækst på top- og bundlinje, øget lønsomhed og fordobling af cashflowet. Trods gældskrise og generel økonomisk usikkerhed er der ingen slinger i valsen i ingrediensvirksomheden Chr. Hansen, der leverer sit bedste årsregnskab nogensinde. Mens andre af de sidste to års børsdebutanter såsom Pandora, TDC og Zealand Pharma har haft en mildt sagt noget mere broget entré, har Chr. Hansen leveret varen og afkast til sine aktionærer. “I forhold til TDC var ejerne i Chr. Hansen mindre grådige. Chr. Hansen var en vellykket introduktion, fordi de prisfastsatte den, hvor der var en fornuftig balance mellem efterspørgsel og den pris, man kunne få,” siger Søren Milner, partner i corporate finance-firmaet Quintus, der rådgiver ved opkøb og fusioner. Chr. Hansen gik på børsen i kurs 90 i juni 2010 og ligger i dag i kurs 112, svarende til en fremgang på ca. 25 pct. Ledelsen tager dog nu et lille forbehold for, at virksomheden kan blive påvirket af krisen i det kommende regnskabsår. Men det betyder bare, at Chr. Hansen nu venter en organisk vækst på 7-10 pct. i stedet for 8-10 pct. “Vi er en lille smule mere forsigtige. Man skal være meget arrogant for at gå ud og sige, at man slet ikke bliver påvirket, så vi rykker det lige et procentpoint ned, så der lige er plads i forventningerne, hvis der sker et eller andet uforudset,” siger Lars Frederiksen, der er adm. direktør i Chr. Hansen.


Chr. Hansen trodser uro med positivt regnskab
Food-Supply.dk, den 3. november 2011, kl. 10:24
Chr. Hansen skruede i sommer op for egne forventninger til året som helhed, og det viser sig nu, at koncernen til fulde levede op til disse.

Omsætningen steg med 15 procent til €636 mio., mens årets resultat steg med hele €100 mio. til €118,6 mio.

- Det har været et turbulent år for den globale økonomi præget af stor usikkerhed. Vi er glade for, at Chr. Hansen trods den globale uro endnu engang kan fremlægge et godt resultat. Vi har opfyldt vores finansielle mål for året med rentabel vækst inden for alle forretningsområder der førte til en organisk vækst på 14 %. Den organiske vækst eksklusiv effekten fra ændrede karminpriser var 10 %. Den positive udvikling er et tydeligt bevis på, at vores skalérbare og robuste forretningsmodel holder, siger adm. direktør Lars Frederiksen.

Om forventningerne til det indeværende regnskabsår, siger direktøren:

- Vi er stadig på rette vej med hensyn til at opfylde vores langsigtede vækstforventninger og forventer en organisk vækst eksklusiv karminpriseffekt på 7-10 %. Vi forventer faldende karminpriser i det kommende år, hvilket vil påvirke den organiske vækst med cirka 2 % og dermed reducere den organiske vækst til 5-8 %. Vores skalérbare forretningsmodel vil forbedre rentabiliteten yderligere, og vi forventer, at EBIT-marginen bliver over 26%, siger.

Scanflavour med succesfuld vækststrategi
Food-Supply.dk, den 26. oktober 2011, kl. 10:06
Et målrettet arbejde med at optimere forretnings- og produktionsprocesserne giver pote for Møldrup-virksomheden, der kom flot ud af det afsluttede regnskabsår. Årets resultat efter skat lyder på 12,6 mio. kr. mod 5,8 mio. kr. i 2009/10, hvilket selskabet betegner som tilfredsstillende.
Scanflavour, der fremstiller proteinprodukter til fødevareindustrien, har i løbet af regnskabsåret haft fokus på at optimere og videreudvikle både forretnings- og produktionsprocesserne.
Denne omlægning har kostet over 3,5 mio. kr., oplyser ledelsen, som forventer en fortsat positiv udvikling i både omsætning og indtjening i indeværende regnskabsår.

Brød og mælk med ekstra vitaminer virker
Ritzau, tirsdag den 4. oktober 2011
D-vitaminmangel kan let undgås ved at spise fødevarer tilsat små mængder D-vitamin, viser nyt forsøg.
Danskere, der får for lidt d-vitamin om vinteren, kan ved at drikke mælk og spise brød beriget med mindre doser D-vitamin sikre sig tilstrækkeligt af det vigtige vitamin.
Det viser en undersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet har gennemført blandt en stor gruppe familier.
D-vitamin fås normalt gennem kosten og dannes i huden i sommerhalvåret. Men danskerne får generelt for lidt D-vitamin gennem kosten, og vores D-vitaminniveau falder om vinteren på grund af den manglende sol.
DTU Fødevareinstituttet har derfor i et forsøg med cirka 200 familier undersøgt om det normale fald i D-vitaminniveauet om vinteren kan undgås ved at drikke mælk og spise brød beriget med D-vitamin.
- Og det kan det. Både børn og voksne, der havde fået beriget mælk og brød, havde et tilfredsstillende D-vitaminniveau ved forsøgets afslutning i foråret 2011, siger seniorforsker Lone Banke Rasmussen fra DTU Fødevareinstituttet.
Til gengæld faldt D-vitaminniveauet hos de deltagere i undersøgelsen, som ikke fik beriget mælk og brød, så en del af dem havde marginal D-vitaminmangel ved slutningen af forsøgsperioden.
Ifølge forsøget er det mere end hver tiende dansker, der ender med D-vitaminmangel om vinteren.
- Vi var på forhånd i tvivl om, der er en effekt ved at berige fødevarerne med vitamin, fortæller Lone Banke Rasmussen, og fortsætter:
- Men når der er det, så er det måske bedre at forebygge mangel ved at tilsætte beskedne mængder vitaminer til fødevarer, end at folk selv går og tage store doser af kosttilskud med ukendt effekt, siger Lone Banke Rasmussen.
Både brødindustrien og mejeribranchen har vist interesse for at berige fødevarer med D-vitamin.
De medvirkende 200 familier i forsøget omfattede knap 800 børn og voksne.
I seks måneder i løbet af vinteren 2010-2011 skulle de erstatte deres normale indtag af mælk og brød med beriget mælk og brød, som de fik udleveret gratis gennem tre dagligvarebutikker i lokalområdet.

Rekordmange berigede fødevarer i Danmark
Dr.dk, den 21. juni 2011 kl. 06:30
Hylderne hos supermarkederne fyldes med berigede fødevarer som aldrig før. Det kan være energidrik med B-vitamin, saft tilsat mineraler eller margarine med D-vitamin. »Det er steget og steget siden 2003, og vi forventer, at det fortsætter i år og de næste par år«, siger Jens Therkel Jensen, souschef i Fødevarestyrelsens Ernæringskontor. I alt er knap 90 berigede fødevareprodukter blevet godkendt siden 2003. I samme periode har Fødevarestyrelsen modtaget 153 ansøgninger. Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet, anerkender, at der ikke er nogen vej uden om EU-reglerne, der kræver, at de berigede fødevarer har mulighed for at komme ind på det danske marked.

Extra Vitamins? A Great Idea, Except in Denmark
New York Times, den 17. juni 2011, s. A6
Denmark is the government, perhaps alone anywhere, that is suspicious of foods that are fortified with vitamins or minerals. Manufacturers must apply for approval, which is granted if the vitamin or mineral enrichment is within levels set by the law. Essentially, the Danes believe that if you’re eating a balanced diet, enriching food with vitamin or mineral additives can be harmful. »You won’t see a lack of vitamins in the Danes, and the opinion of researchers is that they do not need further fortification,« said Astrid Bork Andersen, senior adviser to the Danish Food and Drink Federation. »However, we think it should be the choice of the consumer«. Ms. Andersen said: »Only recently has Denmark begun fortifying milk with Vitamin D«, a practice that has existed in the United States for decades.

Chr. Hansen udvider igen
Food Supply, den 16. juni 2011 kl. 09:28 
Ingrediensvirksomheden genåbner sit innovationscenter i Montpellier i Frankrig efter en omfattende modernisering og udvidelse. »Vores beslutning om at udvide er direkte forbundet med den fortsatte, stærke efterspørgsel efter naturlige farver. Alt tyder på, at den aktuelle trend i den globale fødevareindustri med at skifte fra syntetiske til naturlige farver vil fortsætte. Samtidig oplever vi en øget efterspørgsel efter mere sofistikerede løsninger fra vores kunder,« siger marketingchef Luc Ganivet, Colors & Blends Division.

Frustrerede aktionærer sagde farvel til Danisco
Børsen, den 14. juni 2011, s. 10
Det blev et kort afdansningsbal i Danisco, hvor kun få aktionærer var mødt frem til ekstraordinær generalforsamling i et sidste desperat forsøg på at forhindre, at Danisco lægges i graven som dansk, børsnoteret selskab. Frustrationen var stor – men forgæves.

Flotte tal fra Palsgaard
Food Supply, den 10. juni 2011
Salget af emulgatorer til fødevareproducenter verden over skæppede godt i kassen hos Palsgaard i 2010. Koncernens nettoomsætning voksede med 5 % fra 714 mio. kr. i 2009 til 754 mio. kr. i 2010. Det lykkedes samtidig at øge overskuddet fra 46,3 mio. kr. i 2009 til hele 109 mio. kr. sidste år. I 2011 forventer Palsgaards formand, Birger Brix, dog ikke, at det vil være muligt at gentage de flotte 2010-takter. Sårligt stigende råvareudgifter, hvor særligt spiseolie og energi er en stor belastning, presser selskabet. »Kunderne synes jo normalt ikke, det er en rigtig god idé, at priserne hæves, så der er en periode, hvor vi rammes på indtjeningen af de større omkostninger til indkøb af råvarer uden at kunne hæve priserne,« siger Birger Brix.
 
Råvarepres truer hos ingrediensproducent 
Børsen, den 10. juni 2011, s. 18
Væksten i den fondsejede ingrediensproducent Palsgaard bremser op i år på grund af de kraftigt stigende priser på råvarer og energi. Det forudser Palsgaards formand, Birger Brix, som også er direktør for Schou-Fondet, der ejer Palsgaard. »Jeg tror ikke, vi kan nå det samme indtjeningsniveau i 2011 som sidste år. Det skyldes i høj grad råvarestigninger. Råvarerne er eksploderet i pris det sidste halve år,« siger Birger Brix og peger på, at det især de højere priser på spiseolie og energi, der rammer Palsgaard hårdt. Palsgaard producerer emulgatorer, som er hjælpestoffer, der får ellers ikke-forenelige ingredienser, for eksempel olie og vand, til at samle sig. Kunderne er de store fødevareproducenter globalt.

Lettere information om tilsætningsstoffer
Food Supply, den 10. juni 2011
Ny undersøgelse viser, at over halvdelen af forbrugerne ikke synes, de ved nok om tilsætningsstoffer til at kunne træffe det rigtige valg af fødevarer. Næsten ligeså mange synes, det er svært at se på en fødevare, hvilke der er tilsætningsstoffer i. Tilsætningsstofferne bliver i dag mærket med E-numre i ingredienslisten. Undersøgelsen, der er udarbejdet af Fødevareøkonomisk Institut for Fødevarestyrelsen, bygger på godt 2000 forbrugere svar ved en spørgeskemaundersøgelse. For at afhjælpe problemet vil Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside bl.a. hjælpe forbrugerne på vej ved lettere og mere overskueligt at informere om de mest anvendte tilsætningsstoffer.

To topchefer forlader Danisco
Politiken, den 9. juni 2011, s. 11, Berlingske Business, den 9. juni 2011, s. 10-11 og Børsen, den 9. juni 2011, s. 8-9
Administrerende direktør Tom Knutzen og koncerndirektør Søren Bjerre-Nielsen, der hidtil har siddet med ansvaret for finanserne, forlader nu selskabet. Det sker efter salget af den danske industrigigant til det amerikanske selskab Dupont. Det er uvist, om de to herrer har konkrete nye direktørjob på hånden. De to topfolk har scoret mindst 100 millioner kroner til deling på salget af ingrediensvirksomheden til Dupont.

Erhverv og forskningsinstitutioner skal udvikle naturlige fødevarefarver
Food Supply, den 7. juni 2011 kl. 09:07
Chr. Hansen, DTU og KU-Life vil gennem et nyt forskningssamarbejde "Fermented Carmine" udvikle naturlig rød farve ved hjælp af gæring. De tre projektdeltagere bidrager hver især med nogle af deres ypperste kompetencer. Chr Hansen har ekspertisen for gæringsprocesser og naturlige fødevarefarver. DTU bidrager især med viden omkring industrielle mikroorganismer samt optimering af disse. Og KU-Life kommer med deres store viden inden for lige præcis den gruppe enzymer der er interessante for dette projekt. »Grundstammen i vores virksomhed er viden om gæringsprocesser specielt inden for mejerikulturer og -enzymer. Vi synes, det er særdeles spændende at tage den viden og prøve at flytte den over til vores forretning for naturlige farver,« siger Carsten Bennike, Koncerndirektør, Colors & Blends Division, Chr. Hansen.

Nye ejere sikrer Danisco-job 
Berlingske, den 1. juni 2011, s. 7
Medarbejderne på Daniscos fabrik i Grindsted skal ikke forvente en fyreseddel fra de nye amerikanske ejere , DuPont. Det står klart, efter at repræsentanter fra den amerikanske kemigigant har været på besøg i det jyske. Kommunikationschef i DuPont Michael J. Hanretta oplyser, at langt de fleste medarbejdere vil fortsætte i deres nuværende roller. »Vi forventer dog at finde nogle overflødige stillinger. Her vil vi diskutere eventuelle ændringer med de medarbejdere, der berøres, og søge at finde egnet alternativ beskæftigelse i virksomheden,« siger Michael J. Hanretta fra DuPont.

Chr. Hansen udbyder global udviklingsmodel
Børsen Executive, den 27. maj 2011, s. 8
En ung russer ansat hos Chr. Hansen var grædefærdig af lykke, da han fik muligheden for at komme til Danmark i et par måneder for at være med til at løse en konkret opgave på ingrediensvirksomhedens hovedkontor i Hørsholm. Han beholdt sin russiske løn, men firmaet sørgede for det praktiske omkring opholdet i Danmark. Opholdet var en succes og det inspirerede vicedirektør Jesper Allentoft til at skrue et koncept sammen, som har vist sig genialt til at skabe nye internationale udviklingsmuligheder for medarbejdere og ledere. Konceptet er døbt International Business Integration & Development, og går ud på, at en medarbejder kan udlånes af sit hjemland til at løse en projektopgave i et andet land i 4-12 uger. »Det er en meget enkel måde at skabe international integration og udvikling på, det er nemt at administrere og det er billigt i forhold til en flerårig udstationering, der er dyr, kompliceret og usmidig, da det omfatter børn, skoler og ægtefælle,« siger Jesper Allentoft.

Topchef hos tyske BASF : »Det ville koste fordele at skære i Tyskland«
Ingeniøren, den 27. maj 2011, s. 6
Verdens største kemikalievirksomhed vokser i Asien, men hverken forskningsaktiviteter eller produktion skal lukkes i Tyskland. Det forsikrer Friedrich Seitz, President for Chemicals Research & Engineering hos BASF . »Ved at flytte alt til Asien ville vi opgive en masse viden, som er i hjernerne på medarbejdere i Europa, og vi har heldigvis den luksus, at vi kan øge vores forskning og udviklingsaktiviteter i Asien uden at skære ned i Europa. Europa og specielt Tyskland vil fortsat være den dominerende part i vores forsknings- og udviklingsaktiviteter,« siger han. Ud over den etablerede viden er det også afgørende for BASF at have forskning og udvikling tæt på kunderne i Europa. Det samme gælder produktionen, understreger Friedrich Seitz og forklarer, at fremtidens fokus for BASF er klart.

Ingrediensgigant sælger ud af afdeling
Food Supply, den 26. maj kl. 10:43 og Børsen, den 27. maj 2011, s. 10
Frutarom Industries betaler Chr. Hansen 186 mio. kr. for hovedparten af den danske koncerns Functional Blends-division. Handlen omfatter en fabrik i Italien og berører 45 ansatte i Parma og andre dele af Chr. Hansen europæiske aktiviteter. Transaktionen ventes gennemført i 4. kvartal af 2011. Handlen er en del af koncernens strategiske fokus på områder, hvor man har en førende position. »Vores beslutning om at sælge disse aktiviteter er i overensstemmelse med Chr. Hansens overordnede strategi om kontinuerligt at optimere vores forretningsportefølje samt at fokusere på og investere indenfor områder, hvor vi allerede har eller kan opnå en førende position,« forklarer Carsten Hellmann, Executive Vice President, Global Sales, Chr. Hansen.

Novozymes spår massedød blandt rivaler
Børsen.dk, den 24. maj kl. 17:00
Novozymes har udpeget Kina som sit vækstflagskib, men konkurrencen fra lokale er høj. Derfor forstår Enzymdirektør Peder Holk Nielsen ikke hvorfor kinesiske selskaber ikke greb muligheden for at købe Danisco. »Det undrer mig, at Dupont har kunnet købe Danisco uden kinesisk konkurrence. Danisco havde været en oplagt mulighed for en kinesisk producent at komme ind på enzymmarkedet,« lyder det fra Peder Holk Nielsen. Dupont har i dag en relativ lille andel i Kina med samarbejdet med fødevaregiganten Procter & Gamble som det mest synlige. Men med ejerskabet af Danisco, der sidder på 21 pct. af verdens enzymmarked, har amerikanerne købt sig større i konkurrencen med blandt andet Novozymes, BASF og DSM.

Palsgaard fortsætter ekspansionen
Food Supply, den 24. maj kl. 10:18
Den danske ingrediensvirksomhed Palsgaard får fuld kontrol over Emulsion Holland. Hidtil ejede Palsgaard 50 % af aktierne i virksomheden, men har nu købt de resterende 50 % fra hollandske Protos og Emiljin. »Vi har haft et godt samarbejde med de hollandske aktionærer de sidste mange år, men vi har ønsket at få den fulde kontrol for at kunne drive virksomhedens produktportefølje fremad i tættere synergi med vores andre emulgatorer fremstillet i Juelsminde og på andre fabrikker,« siger CEO I Palsgaard, Birger Brix, i en pressemeddelelse.

Danisco-aktie snart historie
Børsen, den 23. maj side 12
Amerikanske Duponts danske holdingselskab indleder nu tvangsindløsning af de resterende aktier i Danisco, som amerikanerne ikke allerede ejer med det mål at afnotere Danisco fra Nasdaq København 17. juni 2011. Dupont har i forbindelse med sit købstilbud på 700 kr. pr. aktie i Danisco opnået en ejerandel 92,2 % af selskabet, fraregnet Daniscos andel af egne aktier. Amerikanerne indkalder nu til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at afnotere Danisco, der dermed kan handles på aktiebørsen i København for sidste gang 16. juni 2011. Danisco blev børsnoteret i København i 1989 med Palle Marcus som topchef, og selskabet var et resultat af sammenlægningen af De Danske Sukkerfabrikker, De Danske Spritfabrikker og Dansk Handels- og Industri Compagni.

Voksende marked for ingredienser

Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi den 19. maj 2011, side 13
Produktion af ingredienser er en givtig forretning i den danske fødevaresektor. I hvert fald ligger den type virksomheder helt i top på 2010-listen i en analyse over sektorens indtjening. Dansk Aktie Analyse har gennemført den for Morgenavisen Jyllands-Posten, og opgørelsen viser, at selskaberne Danisco, Novozymes og Chr. Hansen alle er i front. Det kan tolkes, som om branchen atter er på ret kurs efter finanskrisen. ”Den største indtjeningsfremgang var i fjor blandt producenterne af ingredienser, som faktisk viste sig mere konjunkturfølsomme under nedturen, end mange generelt havde forventet. Omvendt begunstiges de nu af markedets genvundne styrke,” siger direktør Peter Falk-Sørensen, Dansk Aktie Analyse. ”Der er ingen tvivl om, at det pres, som fødevaresegmentet oplevede under finanskrisen, er lettet meget og har medvirket til den pæne fremgang i 2010,” mener Peter Falk-Sørensen. Analysen viser, at der er ret stor spredning i, hvor gode fødevarevirksomhederne reelt er til at tjene penge.

Kemigigant lader de kloge job fortsætte i Danmark
Politiken, den 17. maj, s. 12, og Jyllands-Posten Økonomi & Erhverv, den 17. maj, s. 12-13
Fødevarevirksomheden Danisco er nu på amerikanske hænder, men det resulterer formentlig ikke i en fyreseddel til de 1.400 medarbejdere. Det vurderer den ene af Daniscos to direktører, Tom Knutzen. Han lægger vægt på, at fødevarevirksomheden i høj grad baserer sig på viden. »Vi ved alle, at når man integrerer, kan det medføre besparelser. Men vi er blevet købt, fordi vi skal videreudvikle sammen med Dupont, og på det store plan tror jeg derfor, at det kun fører til flere muligheder. Det kan ikke være mange arbejdspladser, der eventuelt er tale om i negativ retning«, siger Tom Knutzen. Analytiker Morten Imsgard fra Sydbank forklarer, at de videntunge job i forskningsafdelingerne ikke uden videre kan flyttes, fordi Danmark har en stor tradition for forskning i fødevareingredienser og førende virksomheder i form af Danisco , Novozymes og Chr. Hansen. »Sådan et forskningsmiljø tiltrækker de bedste hjerner og gør det muligt at rekruttere de mest attraktive medarbejdere. Det kan man ikke bare genskabe andre steder«, siger han.

Chr. Hansen står foran voksende marked
Børsen Privat Investor, den 16. maj 2011, s. 8
Den danske ingrediensgigant Chr. Hansen kan ifølge eksperterne nyde godt af fremtidens eksplosivt voksende middelklasser. Det tegner derfor godt for selskabets kerneområde, der dog fortsat står over for flere udfordringer. »Chr. Hansen befinder sig i en situation, hvor der skal et langt sejt arbejdstræk til, for at selskabet kommer til at tjene endnu flere penge på de velstrukturerede kerneområder der opereres i. Den gode positionering ses blandt andet på markedet for kulturer, hvor jeg mener, at de sætter overliggeren for, hvad man kan præstere af indtjening, hvilket konkurrenterne må se misundeligt op til,« siger Morten Imsgard, aktieanalytiker hos Sydbank.

Danisco bliver sandsynligvis ikke solgt
Epn.dk, den 14. maj 2011, kl. 08:42 & Berlingske Business, den 16. maj 2011, s. 6
Daniscos bejler, amerikanske Dupont, gav ikke lyd fra sig fredag aften, da købstilbuddet på den danske koncern udløb. Det tolker en aktieanalytiker som tegn på, at Dupont ikke har fået tilsagn fra et tilstrækkeligt antal aktionærer til sit købstilbud. Fredag klokken 23 dansk tid udløb fristen for Duponts forhøjede købstilbud på den danske ingrediens- og enzymproducent. Men hvor mange aktionærer, der har accepteret tilbuddet om at sælge deres aktier for 700 kr. stykket, er endnu uvist. »At Dupont ikke har offentliggjort noget om resultatet af sit købstilbud, kunne tyde på, at selskabet ikke har opnået den nødvendige opbakning, svarende til 80 % af aktiekapitalen,« siger aktieanalytiker Michael Friis fra Alm. Brand Markets. Dupont hævede sit købstilbud på Danisco den 29. april og skrev i den forbindelse, at resultatet ville blive meddelt den 16. maj.

Vild spekulation i Danisco på falderebet 
Børsen, den 11. maj 2011, s. 12
Flere hedgefonde havde ifølge Børsens oplysninger travlt i går med at købe op i aktien omkring kurs 693, da det var sidste købschance, hvis de samtidig ville kunne sælge til Dupont til kurs 700 på fredag. Selv om de fleste analytikere og investorer i Danmark nu tror på, at Dupont får over 80 pct. af aktierne i Danisco, hvilket er den afgørende grænse for, at den amerikanske kemigigant går om bord i Danisco, er der uden for landets grænser stor tvivl om udfaldet. Med opbakningen fra de mange danske, institutionelle investorer efter budforhøjelsen til kurs 700 har Dupont dog mindst 70 pct. af aktierne, ifølge en optælling, Børsen tidligere har foretaget.

Danisco-satsning kan give hedgefond jackpot
Berlingske Business, den 10. maj 2011, s. 4
Med en ejerandel på over 10 pct. af aktierne tyder meget nemlig på, at den amerikanske hedgefond Elliott Associates vil stå tilbage som mindretalsaktionær, når DuPont fredag afslutter sit bud på Danisco. Intet i de danske børsregler forhindrer, at DuPont kan tilbyde de resterende mindretalsaktionærer i Danisco en højere pris for de aktier, de måtte sidde tilbage med. Jesper Lau Hansen, professor, dr. jur. og ekspert i børsret på Københavns Universitet, understreger, at det teoretisk set ville være uproblematisk at give Elliott en højere kurs, end man har givet de aktionærer, der allerede har accepteret købstilbuddet. »Så snart buddet er udløbet, er man ikke længere forpligtet i forhold til de gamle aktionærer. Det er så bare ærgerligt for dem, at de har takket ja til en lavere kurs,« siger han.

Danisco fanget i mastodonters kamp
Børsen, den 9. maj 2011, s. 12 og Berlingske Business, den 9. maj 2011, s. 10
Danisco er blevet kastebold i en voldsom magtkamp mellem hedgefonden Elliot Associates og en af verdens største kemikoncerner Dupont. Bedst som de fleste troede, at Duponts overtagelse af Danisco var på skinner, tager Elliot nu et overraskende, offensivt træk få dage før, Dupont når målstregen. Fredag aften offentliggjorde Elliot, at den har øget sin ejerandel fra 5,02 til 10,02 % af aktierne i Danisco. Det sender et utvetydigt signal om, at Elliot ikke finder Duponts forøgede bud på Danisco godt nok. Med over 10 % af aktierne kan Elliot nu blokere for kemigiganten Duponts ønske om at overtage og afnotere hele Danisco.

Aktionærer accepterer Danisco-salg 
Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, den 3. maj 2011, s. 6 og Børsen, den 3. maj 2011, s. 15
Nu bakker flere af Daniscos store aktionærer offentligt op om salget til DuPont, fordi de ikke forventer, at Danisco alene kan skabe den vækstværdi, købsbuddet på i alt 33,4 mia. kr. repræsenterer. Både pensionskassen PFA og Lønmodtagernes Dyrtidsfond takkede fredag ja til det oprindelige bud på 665 kr. pr. aktie, fordi de mener, tilbuddet afspejler de reelle vækstudsigter for Danisco. Efter det nye bud fredag har flere andre større aktionærer også givet tilsagn til Dupont. Mere end hver anden aktionær har nu givet tilsagn om, at man er villig til at sælge. Adm. direktør Tom Knutzen erkender, at virksomheden på den korte bane vil få meget svært ved at skabe værdi, som beretter til en kurs på 700 kr. pr. aktie. »Ud fra potentialet er det vores vurdering at tilbuddet afspejler så megen merværdi uden risiko for aktionærerne, at de bør sige ja,« siger han.

Chr. Hansen udvider farveproduktionen på to fabrikker
Epn.dk den 14. april, kl. 10:29
Chr. Hansen, der producerer fødevareingredienser, har opgraderet farveproduktionen på to af sine fabrikker. Der er tale om en udvidelse af virksomhedens fabrik i Lima i Peru, hvor der produceres rød karmin-farve. Desuden bliver den danske fabrik i Avedøre opgraderet til at kunne efterkomme kundernes efterspørgsel, oplyses det. »Der er ikke noget, der tyder på, at den aktuelle trend med at erstatte kunstige farvestoffer med naturlige farver i den globale fødevareindustri vil aftage i den nærmeste fremtid. De udbyggede faciliteter i Avedøre og Lima giver os mulighed for at fortsætte med at øge produktionen, samtidig med at vi forbedrer vores produktionsøkonomi og letter arbejdsgangen for fabriksarbejderne,« siger Stéphane Carladous, der er senior director i selskabets Colors & Blends-division. I første halvår af 2010/11 havde farvedivisionen 52 % organisk vækst.

Mælk tilsat D-vitamin i danske butikker
Food Supply, den 11. april 2011
Sundhedsstyrelsen har tilladt, at Skånemejerierne sælger mælk med 0,75 mikrogram D-vitamin pr. 100 gram. Det bliver kæderne Føtex og Bilka, som fra den kommende uge sælger mælk fra Skånemejeriet tilsat D-vitamin. Prisen for mælken kommer til at ligge over den normale mælkepris. Da tests viser, at op mod halvdelen af befolkningen har lavt niveau af D-vitamin, glæder udviklingen hos en ekspert på området. »Det er et skridt i den rigtige retning. D-vitamin giver energi, styrker vores immunforsvar og holder infektioner væk,« siger dr.med. Henrik Hey, Vejle Sygehus, som har forsket i d-vitamin i flere år.

Chr Hansens farver styrter frem
Børsen, den 7. april 2011, side 10 & Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, den 7. april 2011, side 11
Børsbabyen Chr. Hansen opjusterer igen forventningerne til væksten i år, men væksten sker, hvor indtjeningen er lavest. Det fremgik af halvårsmeddelelsen i går, og det optager i høj grad aktiemarkedet, der efter pæne kursstigninger nøje overvåger udviklingen i ingredienskoncernen. Det er divisionen "Colors & Blends", der stikker af fra de andre med en vækst på 58 %. Divisionen sælger naturlige farver til fødevareindustrien, hvor der lige nu ses en klar tendens til at gå væk fra syntetiske farver. Chr. Hansen har samtidig succes med sin særlige røde farve, kaldet karminrød, der kommer fra en lille, særlig kaktus-lus i Peru. Her går priserne op, og selvom prisstigningerne sendes videre til kunderne, giver det mindre indtjeningsmarginer.

Chr Hansen venter afklaring fra EFSA i denne uge
Epn.dk, den 6. april 2011
Ingredienskoncernen Chr. Hansen venter, at der i denne uge kommer en afklaring fra de europæiske sundhedsmyndigheder (EFSA), der skal vurdere den dokumentation, som selskabet har indsendt for sundhedsanprisninger på diverse produkter. »Vi venter, at vores produkter er med i den batch, som ventes offentliggjort i denne her uge, og vi venter også et negativt stempel som følge af, at der er tale om en generisk godkendelse,« siger Lars Frederiksen, administrerende direktør for Chr. Hansen, til Ritzau Finans med henvisning til, at der i denne omgang er tale om ansøgninger under artikel 13.1, som omhandler vurderinger af generiske produkter, ikke varemærker. Faktisk vil det ifølge Lars Frederiksen komme bag på selskabet, hvis meldingen bliver positiv under 13.1. Uanset resultatet ligger strategien fast. Der satses stadig på artikel 13.5, som vurderer dokumentationen for specifikke produkter i stedet for generiske produkter.

Udlændinge er velkomne
Jyllands-Posten, JP Århus, den 26. marts 2011, s. 20
Virksomheden Danisco i Aarhus er rammen om en konference den 31. marts 2011, der skal belyse Region Midtjyllands initiativer for sikre modtagelsen og øge fastholdelsen af udenlandsk arbejdskraft samt øge fastholdelsen af udenlandske studerende. Indsatsen blev iværksat i 2008, og aktørerne vil nu fortælle om deres resultater.

Stærkt kvartalsregnskab fra Danisco
Berlingske Business, den 18. marts 2011, s. 13 og Food Supply, den 17. marts 2011
I 3. kvartal af det forskudte 2010/2011-regnskab opnåede Danisco en omsætning på 3,9 mia. kr. Det er en stigning på 18 pct. i forhold til samme periode året før. Fremgangen fandtes i alle koncernens 4 divisioner. Koncernens overskud steg kraftigt i perioden. Fra et underskud på 354 mio. kr. i 3. kvartal af 2009/2010 til et plus på 310 mio. kr. i det netop afleverede regnskab. »Tredje kvartal var et stærkt kvartal for Danisco med Sweeteners tilbage på sporet, nye indtjeningsniveauer blev nået i Genencor og Cultures og en exceptionel præstation i Enablers, som nu går ind i en ny og mere udfordrende fase på grund af markante stigninger i råvarepriserne,« siger CEO Tom Knutzen i en kommentar til regnskabet. Den positive udvikling får ledelsen til at opgradere forventninger til koncernregnskabet for 2010/2011. Således ventes omsætningen nu at blive 15,5 mia. kr. mod tidligere 15,2 mia. kr. Forventningen til overskud øges ligeledes. Fra tidligere 1,3 mia. kr. til nu 1,35 mia. kr. 

Supersødestof på vej i EU
Jyllands-Posten Puls, den 15. marts 2011, s. 2
Efter årtier ventes EU at tillade et naturligt stof, der er 300 gange sødere end sukker. Steviosid hedder sødestoffet, der i over 20 år har ventet på en EU-godkendelse. Stoffet indeholder hverken kalorier eller fedt, og det har ingen effekt på blodsukkeret. Især sukkersygeforeninger har derfor anprist stevia-udtrækket som en naturlig afløser for det kemisk fremstillede aspartam, der er vidt udbredt i light-produkter. Nogle ernæringsforskere mener, at steviosid kan blive et vigtigt våben i kampen mod overvægt.

Folketingspolitikere fik indblik i ingrediensindustrien
Food Supply, den 7. marts 2011
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri besøgte den 2. marts Chr. Hansen og Ingrediensforum, hvor de hørte om den danske ingrediensindustri, der er en global eksportsucces. På mødet hørte udvalget om branchens vækstmuligheder og branchens bidrag i forhold til at løse globale udfordringer omkring sundhed, fødevaresikkerhed og bæredygtighed. Der blev også tid til at give folketingspolitikerne et mere nuanceret billede af branchens produkter. »Det er de færreste, der rynker på næsen over produkter som kulør, bagepulver og geleringsmiddel. Sagen er imidlertid ofte en anden, når forbrugerne i dag læser varedeklarationer for fødevarer, hvor de samme ingredienser optræder under deres E-nummer, eller under navne som pektin, aroma eller farve,« siger formand for Ingrediensforum og adm. direktør i Chr. Hansen Lars Frederiksen. Ingrediensforum i DI Fødevarer er et fællesskab for virksomheder, der producerer og sælger  forskellige ingredienser, der indgår i moderne fødevareproduktion. Tilsammen står medlemmerne for 11 % af den globale omsætning på ingrediensområdet. 

Fødevare-revolutionen
Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi den 7. marts 2011, side 24, kommentar af erhvervsredaktør Steen Rosenbak
”(…) Inden for et års tid runder menneskeheden 7 mia. individer, og demograferne forudser yderligere stigning til 9 mia. mennesker, inden væksten flader ud. Ifølge de kloge hoveder kræver det noget nær en fordobling af fødevareproduktion at brødføde menneskeheden om fire-fem årtier. En så drastisk vækst i produktionen hænger på ingen måde sammen uden en omfattende produktudvikling i afgrøder, dyrkningsmetoder og forarbejdning (…) Vi taler nedbrydning af årtiers handelsbarrierer og en historisk udbredelse af teknologi, maskiner og viden til alle verdenshjørner. Det er her, dansk erhvervsliv kommer ind i billedet (…) Arla og Danish Crown er blandt de førende fødevarevirksomheder, når det handler om at tilpasse slutprodukter til forskellige kulturer og økonomiske vilkår. Danisco er i verdenstoppen, når det handler om at producere ingredienser, som gør fødevarer mere holdbare, fleksible og hårdføre. Og det er bare nogle af eksemplerne på dansk knowhow i international klasse på fødevareområdet. Viden, som vi ikke bare tror, men ved vil blive en afgørende faktor, når en ny fødevarerevolution skal foldes ud. Måske en tanke værd, inden aktionærerne sælger Danisco. Inden landbruget atter kapper forsyningslinjerne til sine virksomheder i jagt på højere afregninger syd for grænsen. Og inden nye skatter, fedt- og sukkerafgifter spænder afgørende ben for udviklingen af den fødevareindustri, som måske er det bedste bud af alle på, hvad Danmark skal leve af om 20, 30 og 50 år.”

Danisco investerer stort i fibre 
Børsen, den 4. marts 2011, s. 6
Danisco har forpligtet sig til en større investering i udvidelse af produktionen af den funktionelle fiber Litesse polydextrose. Det skriver selskabet på sin hjemmeside. Ifølge Danisco vil det hjælpe til, at virksomheden kan fastholde sin ledende position på markedet. »Forbrugerne bliver mere og mere bevidste om kostens rolle i deres sundhed og velbefindende og er blevet mere opmærksomme på, at de ikke indtager tilstrækkelige mængder af fibre. Det betyder, at forbrugerne nu aktivt søger fibre sammen med andre ernæringsmæssige fordele og tager ansvar for deres eget helbred, hvilket driver væksten på fibermarkedet,« siger direktør for Functional Fibres, Michael Bond.

Chr. Hansen formaliserer vietnamesisk samarbejde
Food-Supply.dk, den 2. marts 2011, kl. 10:06
Det danske ingrediensselskab har underskrevet en aftale med Vietnams førende mejeriselskab, Vinamilk. Efter flere års samarbejde har Chr. Hansen og Vinamilk nu formaliseret det strategiske partnerskab om bioscience-baserede ernæringsprodukter til vietnamesiske børn. Første resultat af samarbejdet er et modermælkserstatningsproduktet, der går under navnet ’Dielac Pedia’, og snart lanceres på det vietnamesiske marked. »Vi er allerede en betroet leverandør af dokumenterede probiotika til Vinamilks ernæringsprodukter til børn, men jeg forventer, at denne samarbejdsaftale vil bringe os endnu tæt sammen, mens vi arbejder på vores fælles opgave: At udvikle ernæringsmæssige produkter med beviste helbredsmæssige fordele for forbrugerne, i dette tilfælde vietnamesiske børn,« siger Henrik Dalboege, direktør i Chr. Hansens Health & Nutrition division.

Miljøvenlighed skal sælge fødevarer 
Børsen, den 28. februar 2011, s. 20
Eneste vej til at fastholde og udvide den 60 mia. kr. store danske fødevareeksport er at sikre, at produktionen bliver stadig mere miljøvenlig og effektiv. Det mener fødevareminister Henrik Høegh (V), der har udpeget Danisco-topchef Tom Knutzen til at stå i spidsen for et nyt forskningsprogram, GUDP. »Vi har i mange år været rigtig gode til at levere ensartethed til tiden, men vi må bare indse, at det er der også andre, der kan. Derfor er det vigtigt at finde de næste kvalitetsparametre, der kan sikre, at danske landmænd kan hente en merpris i markedet,« siger Henrik Høegh.

Erhvervsliv: Mia-regning søm til ligkisten
Børsen, den 24. februar 2011, s. 18-19
Regeringens nye klimastrategi mødes med skarpe protester fra industri- virksomheder, der lever i hård konkurrence. Hos ingredienskoncernen Palsgaard i Juelsminde er adm. direktør Birger Brix tilsvarende bekymret over yderligere byrder. »Det ødelægger konkurrenceevnen, hvis andre lande ikke følger med i samme takt som Danmark. Og hidtil er vi herhjemme gået meget enegang, når det handler om afgifter,« siger Birger Brix, der også er pikeret over, at regeringen lægger op til at afgiftspålægge grønne energikilder som halm og biomasse. »Nu har vi lige brugt et større millionbeløb på halmfyr, så vi kan nedbringe CO2. Men vi skal åbenbart straffes alligevel,« fortsætter han.

Danisco anno 2015 kan blive et videncenter i verdensklasse
Mandag Morgen, den 21. februar 2011
Den amerikanske kemigigant DuPonts mulige overtagelse af Danisco kan sikre Danmark en global førerposition som et innovativt kraftcenter for fødevareingredienser og bioethanol. Det vil også udløse mange nye vigtige videnarbejdspladser inden for landets grænser. Men i kulissen lurer muligheden for det stik modsatte. Mandag Morgen tegner tre scenarier for et DuPont-ejet Danisco anno 2015. Et scenario tegner et billede af Danisco som en stor global spiller, men som fastholder forskning og innovation i Danmark. I et andet scenario frasælger DuPont ingrediensdelen af Danisco, hvilket kan være altafgørende for Daniscos fastholdelse i Danmark. Det sidste scenario forudser, at al forskning og udvikling langsomt integreres i DuPonts hovedkvarter i USA.

Ingrediensfirma satser stort i Asien
Børsen, den 3. februar 2011, s. 6
Med den største enkeltinvestering nogensinde lægger den 103 år gamle ingrediensproducent Palsgaard an til et markant tigerspring i Asien for at fange ny vækst. Virksomheden, der ejes af Schou-Fondet i Juelsminde, går nu i gang med at bruge 30 mio. dollar (ca. 170 mio. kr.) på at bygge en ny emulgatorfabrik, der enten placeres i Singapore eller Malaysia. ”Vi oplever betydelig vækst i Asien, og det har vi gjort i nogle år. Vi synes nu, at tiden er inde til at få etableret vores egen produktion derude,” siger Birger Brix, der er bestyrelsesformand i Palsgaard og direktør i Schou-Fondet. Palsgaard, der årligt omsætter for ca. 720 mio. kr., laver såkaldte emulgatorer, som er hjælpestoffer, der får ellers uforenelige ingredienser, for eksempel olie og vand, til at samle sig. Kunderne er bl.a. at finde i den globale bageri-, mejeri og isindustri, og blandt Palsgaards globale konkurrenter finder man Danisco samt irske Kerry Group, tyske Cognis og japanske Riken for bare at nævne nogle af de store.

Storinvestor siger nej til Danisco-bud
Børsen, den 31. januar 2011, s. 6
Som den første store investor toner kapitalforvalteren SEB Asset Management nu rent flag og siger nej til amerikanske Duponts bud til Daniscos aktionærer på 665 kr. pr. aktie. Buddet er for lavt, og kapitalforvalteren tror mere på Danisco som selvstændigt selskab. Dupont er i massiv modvind og er langt fra at sikre sig den krævede opbakning fra 90 pct. af aktionærerne, vurderer en kilde samtidig. Udmeldingen fra SEB Asset Management kommer, samme dag som Duponts topchef og bestyrelsesformand, Ellen J. Kullman, kommer til Danmark i forsøget på at skabe noget medvind blandt danske privatinvestorer og institutioner til buddet på det danske industriklenodie. Det sker på et følsomt tidspunkt i en budproces, hvor usikkerheden synes at vokse dag for dag.

Dansk ingrediensgigant: »Asien er langt efter på dokumentation«
Ing.dk, den 29. januar 2011
Mikroorganismer som f.eks. mælkesyrebakterier, der kan have en positiv effekt på helbredet og derfor tilsættes flere og flere fødevarer, er et af den danske virksomhed Chr. Hansens stærke kort for fremtiden. Og Health & Nutrition divisionen, der udvikler disse probiotika, er i stærk vækst. I regnskabsåret 2009/2010 opnåede divisionen en organisk vækst på 14 pct. i forhold til året før.

Palsgaard: CO2-neutral senest i 2020
Palsgaard.com, den 11. januar 2011
Palsgaard har indgået en klimapartnerskabsaftale med energiselskabet NRGI om energibesparelser. Samtidigt er en aftale blevet indgået med NRGI om, at al Palsgaards elforbrug fra 1. januar 2011 leveres med RECS-certifikat (nyetableret vindenergi). Med de seneste tiltag er mere end 50 pct. af virksomhedens energiforbrug enten sparet eller omlagt til CO2 neutral energi. Blandt andet er al rumopvarmning baseret på eget halmvarmeværk.

Kemigigant vil købe Danisco
Epn.dk, den 10. januar 2011
I fredags blev Danisco-aktien handlet til kurs 530 og i tilbuddet fra DuPont er amerikanerne parat til at købe samtlige aktier til kurs 665, oplyser Daniscos bestyrelsesformand Jørgen Tandrup. »Daniscos bestyrelse har enstemmigt besluttet, at den har til hensigt at anbefale aktionærerne at acceptere købstilbuddet, når dette afgives,« oplyses det i fondsbørsmeddelelsen, der blev offentliggjort natten til mandag. Danisco og DuPont kender hinanden igennem et samarbejde på bioethanolområdet, hvor de sammen kan tilbyde kunder hjælp med opførelse af bioethanolfabrikker.

Danske ingredienser stormer frem
Berlingske Tidende Business, den 6. januar 2011, s. 7 & Borsen.dk, den 6. januar
Alt tyder på, at den danske ingrediensbranche i 2010 rundede en omsætning på 40 mia. kr. Dermed er branchen nu snublende tæt på at nå vindindustrien i omsætningsgrad. Hos DI Fødevarer oplyser man, at udviklingen generelt er positiv for hele den danske ingrediensbranche: »Det er endnu for tidligt at sige præcis, hvad omsætningen blev for de danske ingrediensvirksomheder i 2010. Men vi forventer vækst. Der sker så meget inden for sundhed og ernæring globalt, at efterspørgslen på ingredienser fortsat vil være stigende. Vi har da også set, at virksomhederne har klaret sig godt selv i krisetider. Endelig er det værd at bemærke, at danske fødevareingrediensvirksomheder er førende globalt,« siger Mie Ole Lauritzen, konsulent i DI Fødevarer.

EIB gives loan to top food company
AgraFacts, den 16. december 2010
Danisco, one of the world’s foremost food ingredient & enzyme companies, will receive funding worth €120 million from the European Investment Bank (EIB) for food research & development, according to an agreement signed at Danisco’s head office in Copenhagen last Friday (Dec 10). The company is one of the world’s top three in food ingredients & the 2nd largest producer of industrial enzymes.

Palsgaard udnævnt til bedste leverandør i 2010 af bagerigigant
Palsgaard.com, den 14. december 2010
Palsgaard er blevet kåret til 'Supplier of the Year' af Group Bimbo, verdens største bageriproducent, for Palsgaards rolle i at hjælpe bageriproducenten udvikle nye produkter på en sikker og socialt ansvarlig måde.

Fortsat behov for effektivisering
Børsen, den 14. december 2010, s. 14
Tom Knutzen er overbevist om, at Daniscos stigning i både omsætning og overskud de seneste to år skyldes optimering af virksomhedens konkurrenceevne. »Vores effektiviseringer og forøgelse af produktiviteten har jo netop kunnet lade sig gøre, fordi vi har gjort det sammen med medarbejderne som en fælles og involverende indsats,« siger Tom Knutzen. Han mener dog stadig der er plads til forbedringer.

Danisco vinder på CSR
Food Supply, den 10. december 2010
Danisco har vundet prisen for bedste Corporate Social Responsibility-rapport. Daniscos CSR-rapport for 2009/10 med titlen “Ingredients for Sustainability” bliver hædret med Foreningen af Statsautoriserede Revisorers (FSR) pris for at fokusere på en systematisk og holistisk CSR-tilgang til at fremme selskabets resultater og globale førerposition. »Vi er utroligt glade og beærede over at modtage denne pris,« siger adm. direktør Tom Knutzen.

Stærk medvind til børsdebutant
Børsen, den 1. december 2010, s. 10
Det har været en børsstart lige efter bogen for ingrediensvirksomheden Chr. Hansen, der som det første større selskab vovede at sætte en børsproces i gang i foråret. Resultatet er en kursfremgang på fem måneder på over 20 pct., en velafviklet første generalforsamling og en sikker entré i det danske eliteindeks for de største aktier, C20. »What more can you ask for? Det er vel et bevis på, at det ikke var helt skævt at bryde gennem tørken og gå på børsen som de første. Men nu er det vigtigt for os at bevise, at vi har en god platform for mere vækst i de kommende år. Og det har vi,« siger Lars Frederiksen, adm. direktør i Chr. Hansen.

Chr Hansen holder den slanke linje
Børsen Executive, den 26. november 2010, side 2-3
Chr. Hansen satte allerede strategien på slankekur under opturen og kan som nynoteret selskab på fondsbørsen fremlægge beviset for, at det virker. I 2005, da selskabet blev købt af en kapitalfond, var overskudsgraden knap 15 pct., nu er den over 30 pct. Samtidig er medarbejdertilfredsheden vokset til et pænt stykke over europæisk niveau. »Den nye slanke strategi er drevet af ønsket om, at alle i virksomheden er fuldstændig klar over, hvad vi skal, og hvad vi kan forvente af hinanden. Derfor har vi skilt os af med en masse kompleksitet i organisationen,« siger vice adm. direktør Carsten Hellmann og fortsætter. »Vi har som mål at være nummer et i alle de kategorier, vi opererer i. Hvis vi kommer halsende bagefter konkurrenterne, får vi den kompleksitet, vi ikke ønsker, og forretningsområder, vi ikke tør droppe, fordi de trods alt bidrager lidt til bundlinjen«. Chr. Hansens nye mantra er, at virksomheden ikke sælger produkter, men hjælper sine kunder til at sælge mere og blive mere succesfulde, fortæller han.

Fremgang hos Chr. Hansen
Ritzau, den 3. november 2010
Selskabet Chr. Hansen, som fremstiller ingredienser til fødevarer, øgede i løbet af det seneste år sin omsætning til 576 mio. euro eller cirka 4,3 mia. kr. Det svarer til en vækst på 13 pct. i forhold til året før. Væksten blev positivt påvirket af en betydelig stigning i priser på en vigtig råvare, fremgår det af regnskabet for Chr. Hansen.
Den største division, der fremstiller kulturer og enzymer, øgede omsætningen med otte procent, mens sundhedsdivisionen gik 15 pct. frem. Omsætningen i den sidste division for farvestoffer gik 26 pct. i vejret. - Den solide vækst skyldes dels en løbende indsats for at styrke vores tilstedeværelse på nye markeder i Asien, Østeuropa og Sydamerika, dels en fortsat vækst på de traditionelle markeder i Nordamerika og Europa, noterer Chr. Hansen. Årets endelig resultat blev et overskud på 19,2 mio. euro, eller 143 mio. kroner, mod et underskud året før på 18,4 mio. euro, svarende til 137 mio. kr. Selskabet blev børsnoteret i juni og fik da tilført cirka 3,2 mia. kr. i ny kapital.

Scanflavour på vej op igen
Børsen, den 29. oktober 2010, side 19
Producenten af protein-ingredienser til fødevareindustrien, Scanflavour A/S tabte på 2 år op mod 90 pct. af sit resultat på grund af finanskrise og stop for eksporten til Rusland. Men nu er den tidligere regionale gazellevinder igen på vej op af hullet, og adm. direktør Hans Chr. Bech Thøgersen oplyser, at resultatet næste gang vil være noget højere. »Vi når ikke de store flotte resultattal på over 30 mio. kr. endnu. Men det går den rigtige vej, og målet er at komme tilbage. Vi har på de indre linjer lavet en række tiltag, som hjælper udviklingen den vej. Vi måtte under finanskrisen skære ned på produktionen ved at fjerne et weekendskift og reducere antallet af medarbejdere. Det har betydet, at vi i dag kan producere mere for de samme omkostninger. Eksternt har vi også gjort en del, bl.a. på salget,« oplyser direktøren.

BASF venter rekordår
Børsen, den 29. oktober 2010, side 26
Kemigiganten BASF sigter mod »rekordniveauer for omsætning og indtjening« i år, fremgår det af en meddelelse på selskabets hjemmeside. »Efterspørgslen efter BASF’s produkter fortsatte med at være høj i tredje kvartal. Der var nærmest ingen tegn på den sædvanlige sæsonbestemte afmatning, og kapacitetsudnyttelsen var høj. Næsten alle forretningsområder nød godt af dette. Drivkraften kom fra alle regioner. I dette favorable miljø klarede BASF sig bedre end ventet. Den gode udvikling ventes at fortsætte i fjerde kvartal,« skriver BASF, der derfor hæver sine forventninger til hele året. Omsætningen i tredje kvartal er steget 23 pct. sammenlignet med sidste år og ligger på 15,8 mia. euro.

Debat: Dumt at sige nej til genteknologien
Politiken Kultur, den 26. oktober 2010, side 9, debatindlæg af Steen Riisgaard & Tom Knutzen, hhv. adm. direktør, Novozymes og adm. direktør, Danisco
”Det er vanskeligt at spå om fremtiden, men nogle ting er givet. Vi kommer til at løbe tør for fossile brændstoffer, vi skal reducere vores CO2-udledning, og vi skal øge udbyttet af al produktion til den eksisterende befolkning. Dertil kommer, at behovet øges, når befolkningen vokser. Der vil opstå en kamp om ressourcer til mad og energi. De behov skal vi imødegå på bæredygtig vis. For os at se har GM-planter en rolle at spille i forbindelse med etableringen af det biobaserede samfund, hvor råvarer fra landbrug og skovbrug indgår i produktionen af fødevarer, dyrefoder, energi og materialer. Genteknologien har været en kæmpe gevinst for de virksomheder, som vi repræsenterer, men også for den række af danske medicinalvirksomheder, som har udnyttet teknologien til at få en betydelig eksport, og for de forbrugere, som har fået bedre varer. Men vi mener, at der er mange flere muligheder og et stort potentiale, som endnu ikke er blevet udnyttet fuldt ud”.

Forskere vil have danskerne til at spise tang
Politiken Mad, den 5. september 2010, side 10
Tang kendes fra sushi. Hvis det står til forskere og kokke, skal tang også bruges i pølser og pålæg fra de store slagterier. Faktisk bruges ekstrakter fra tang i forvejen i stor stil som fortykningsmidler og stabilisatorer i kødprodukter, is, kakaomælk, marmelader såvel som tandpastaer og cremer. En af verdens store producenter er CP Kelco, der ligger 40 km uden for København.

Dyr hvede løfter Daniscos salg
Børsen, den 30. august 2010, side 6
Danisco forudser, at de stigende kornpriser vil få flere brødproducenter og bryggerier til at købe selskabets produkter. Daniscos ingredienser vil nemlig kunne hjælpe med at holde kundernes omkostninger nede på et tidspunkt, hvor råvarepriserne truer med at presse dem op. »De dyre ingredienser i brød er gluten, som er et hvedeprotein. Men når gluten bliver meget dyrt, kan man erstatte dele af det med enzymer eller med en enzym- og emulgatorblanding,« forklarer Torben Wiborg Jensen, der er application director i Danisco. Danisco forventer et øget salg til bageriindustrien på baggrund af den udvikling, der har været i hvedepriserne, men Torben Wiborg Jensen vil ikke gætte på, hvor stort det bliver. Også bryggerierne vil købe mere hos Danisco som følge af de højere hvedepriser, forventer han.

DTU vil farve fødevarer med skimmelsvampe
Ing.dk, den 25. august 2010
Sodavandens gule farve eller pølsens røde farve kan i fremtiden komme fra de ellers så udskældte skimmelsvampe. Ideen kommer fra DTU, der har testet konceptet med leca-kugler og nu søger en industripartner.

Langt liv til brødet
Politiken.dk, den 14. august 2010, side 10
Danisco lancerer et enzym, der kan give længere levetid til brødet. Enzymet er først og fremmest rettet mod den amerikanske brødindustri, hvor der ikke sælges så meget frisk brød som herhjemme. Aart Mateboer, der er business marketing director for food enzymes i Danisco forklarer, at den længere levetid vil være en fordel for forbrugeren, der ofte ender med at smide 25 pct. af brødet ud. Det er Camilla Udsen fra Forbrugerrådet enig i, men hun håber ikke, at producenterne vil lade den længere levetid gå ud over brødets smag. 


Bogmærk og publicer


























DI Fødevarer - 1787 København V. Tel: 3377 3377 Fax: 3377 3420 E-mail: foedevarerdi.dk